Elsker du at strikke til en god film?

Så er StrikkeBio lige noget for dig!

StrikkeBio skaber den ideelle ramme for alle strikkeentusiaster, så du kan fordybe dig i dit håndarbejde, samtidig med at du nyder en spændende filmoplevelse på det store lærred. Du behøver ikke bekymre dig om at tabe maskerne, for vi sørger for svagt lys i salen, så du kan strikke eller hækle problemfrit.

Alle er selvfølgelig velkommen - både med og uden strikketøj. 

Kombiner din passion for at strikke eller hækle med en god film! Vi ses i StrikkeBio i Bio Silkeborg.

 

Strikkebio d. 29. maj: "Fuld af kærlighed"

På overfladen fremstår de som en helt almindelig dansk familie. Men efter en alvorlig ulykke i hjemmet står faren, spillet af Lars Ranthe, over for et ultimativt krav fra sin kone, spillet af Stine Stengade, og deres tre børn: Han skal stoppe med at drikke og søge behandling, ellers vil de ikke se ham igen. Pludselig står den blot 20-årige Sofia, spillet af det unge stjerneskud Viilbjørk Malling Agger, midt i en dyb livskrise, der ikke engang er hendes egen. Hun påtager sig ufrivilligt ansvaret for at holde sammen på sin familie, lige netop som hun var på vej ud i et selvstændigt liv som ung voksen med veninder, kæreste og rejseplaner. Selvom hendes far vender ædru hjem efter 5 ugers afvænning som et sundere og mere taknemmeligt menneske, er han måske ikke længere så livlig og farverig, som da han drak. Dette er i hvert fald, hvad Sofias mor synes. De mentale tømmermænd, som de begge har sparet op over mange år, får nu deres forhold til at knage og brage - og igen er Sofia nødt til at være den voksne i familien. Men før Sofia kan hjælpe andre, må hun lære sine egne grænser at kende.